kroniskliv.dk

Mystikken om den forsvundne inspiration.

Jeg føler mig uinspireret, samtidig med at jeg har hovedet fuld af idéer.
Hvordan får jeg forløst min kreativitet, hvis inspirationen er forsvundet?
I længere tid end jeg ved hvordan jeg skal forholde mig til det, har jeg haft svært ved at finde inspirationen. Jeg har en bog fyld med gode idéer og emner til podcasten. Min hjerne bobler af påfund og jeg har en kæmpe lyst. Men inspirationen synes at være forsvundet…
Jeg troede at når man havde idéer, så var det lig med inspiration, men for mig er det ikke sådan.
Det har selvfølgelig også en del med min energi og funktion at gøre, jeg kan ikke komme udenom at jeg er meget påvirket af min sygdom og at jeg ofte må erkende at mine idéer enten må vente eller udeblive på ubestemt tid.
Jeg bliver frustreret og ender ind i mellem med at droppe alt, også de ting der måske faktisk var mulige. Ikke forstået sådan, at jeg helt giver op, men at jeg kan komme ind i en ligegyldighed, hvor det alligevel ikke rigtig nytter noget. Jeg tror det er en følelse mange (især kronikere) kan genkende. Når kroppen sætter en stopper for ens villen og kunnen.
Men tilbage til kreativiteten og idéerne…
Hvad er det for noget? Er det en følelse, er det måske en ting der forgår i hovedet eller er det kroppens måde at sige fra på?
For mig kan det føles lidt som om, at den store knap bliver slukket. At jeg skal starte forfra, for at komme i gang og det er som om, at der er modvind hver gang jeg forsøger.
Jeg har et stort projekt, som jeg ved sikkert vil tage mig flere år at gennemføre og færdiggøre, men på trods af, at jeg kender realiteten omkring mit projekt og at jeg virkelig brænder for det, har jeg enormt svært ved at sætte mig ned og bare starte et sted!
Det første der slår mig er; jeg har haft travlt, jeg har haft mange ting der skulle ordnes og jeg har svært ved at finde ro generelt, for tiden.
Min søvn har været ret belastet og jeg har i en periode haft ret usammenhængende søvn.
Men er der noget nyt i det? JA, jeg har normalt en hverdag, der er jævnt ensformig, jævnt kedelig og jævnt ensom. Jeg tror både min krop og mit sind har været lidt på overarbejde på det seneste.
Faktisk har mit forløb i kommunen, næsten ikke været til stede i mit hovedet, hvilket jo er rart at slippe for, men også noget jeg véd betyder mere end det umiddelbart lyder til!
Mit forløb, mit ressourceforløb har i mere end 6 måneder været altoverskyggende for mig. Jeg har rent ud sagt, haft det pisse elendigt! Al min energi blev (bliver) brugt på bare at være i det.
Jeg blev meget hurtigt ramt af afmagt-følelsen og havde kun spørgsmålstegn at sætte…
Alle idéer og projekter har været umulige, jeg har nok affundet mig med, at jeg er nød til at acceptere, at jeg må tilsidesætte mine helt personlige behov for kreativitet mens forløbet står på.
Det gør at jeg mentalt bliver udfordret – jeg keder mig nemt og føler stor afmagt, når kroppen ikke kan følge med nødvendigheden.
Jeg tror alle har en ting. Noget der gør at de har et godt liv, en ting der får dem til at føle sig frie. Min ting er Idéer og idéudførelse!
Når nu den store tanke er forduftet en stund, så véd jeg, at jeg har været på overarbejde, så jeg tror, for ikke at begrave mig i mystikken om den forsvundne inspiration, at jeg vil lade tingene stå lige her!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.