kroniskliv.dk

Mit ophold på Sano-center Skælskør

Ærligt, så var det intet i mig der havde lyst til at tage af sted, da tiden nærmede sig.
Jeg synes kun lige ’projekt flytning -og kom på plads’ var overstået, også var projekt Sano allerede lige om hjørnet.
Selvfølgelig skulle jeg afsted, men det var med en påtaget indstilling om, at få det bedste ud af det.
Jeg havde nemlig besluttet, dengang jeg modtog legatet, at Sano-opholdet skulle være min kickstart til at få gang i alt det, der er godt for mig. Men jeg var ikke rigtig klar til, at det var nu.
Alle der hørte jeg skulle på Sano var dog meget begejstrede på mine vegne, så jeg tænkte at det måtte være godt, selvom jeg faktisk ikke præcis vidste hvad det var.
Jeg søgte legatet, fordi jeg så et opslag på Facebook, som Gigtforeningen havde slået op. Jeg havde hørt og set flere sige og skrive om, at de følte sig fornyet om som nye mennesker på den anden side at sådan et ophold, så hvorfor ikke søge?
Jeg fik besked om at jeg havde fået ophold i Skælskør, på vej hjem fra København, den dag jeg havde været i Folketinget.

 

Et lille udpluk af Sano-centerets omgivelser og lejlighden jeg boede i.
Det er altid svært for mig at tage fra Bob (katten) i mere end et døgn, for så får jeg dårlig samvittighed og efter et par døgn, savner jeg ham også ret meget.Men min veninde Anne er en fremragende kattesitter, så han var i trygge hænder!
Afsted med mig.
Jeg slog et smut forbi en efterskole veninde inden jeg landede på centeret kl 19.30.
Vi blev modtaget af personalet i receptionen og guidet til vores lejligheder. Vores mega store flotte lejligheder. Det var sjovt at blive fulgt afsted, for vi blev sat ind i alle elevatorer, selv sådan en åben en, der lige kører 4-5 trin op. Den brugte jeg kun den ene gang 😉
Vi havde lidt tid til lige at finde ud af hvor vi var også var der samling, hvor vi skulle have noget information om sikkerhed, nødudgange, spisetider osv. Det var også der vi mødte hinanden, os der var på legat-holdet.
Jeg var ret bombet efter ikke at nå en lur, inden jeg tog afted, venindebesøget og køreturen, så jeg zoomede en anelse ud under snakken om information.
Da jeg ramte lejligheden og sengen, var jeg træt-gnaven, jeg havde virkelig ikke noget overskud til at møde nye mennesker og sætte mig ind i alt muligt, samtidig med at jeg skulle være med i et stramt Sano-program.
Meeeeen, selvom jeg sov (ikke sov) ret elendigt første nat, var mit humør og mit overskud bedre, jeg gav mig i kast med den lækre morgenmad, også var det hele i gang.
Jeg opdagede at jeg var på fast hold med de damer jeg sad ved, 9 søde sjove, midaldrende damer. Som hen ad vejen viste sig at være helt fantastiske! Og vi var heldige, at vi alle sammen passede godt sammen, kunne havde det sjovt, grine højt og joke helt fra start. Det var tydeligt, at vi var dem der larmede mest under måltiderne, der var så stille ved de andre borde.
Dag 2 var der desværre en der tog hjem, så vi var 9 i alt, resten af opholdet.
Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg var den langsomste snegl i klassen.
Der var lavet et fast skema, som på en måde fungerede lidt som en smagsprøve for hvad et ”rigtigt” ophold kan.
Undervisningen blev beskrevet, som en kasse, hvor de ville gøre deres ypperste for at vi med vores forskelligheder, kunne række ud i hjørnerne og udvide kassen lidt, så alle bedst muligt kunne være med og få glæde af de fælles ting.
Jeg må sige de gjorde det godt!
Jeg med min sneglefart og mega begrænsede fysik, fik lige en hilsen under øvelserne, når der var noget der ikke gav mening for mig at lave.
Vi havde også en individuel samtale, hvor jeg må indrømme, at jeg endnu engang, fik et blik jeg genkender fra dem, der kender Sklerodermi. Et blik der betyder noget i retning med; AV, den er ikke god…
Selvom blikket var til stede var optimismen også i rummet, jeg blev gjort opmærksom på, at jeg måske ville være lidt uden for kategori (som så ofte) i forhold til det skema der er lagt, men at de ville gøre alt for at hjælpe mig med de rette øvelser osv. Som lovet, som holdt!
Skemaet viste sig at være mere overskueligt for mig end først antaget, der var indlagt gode lange pauser, hvor jeg fik en lur og så fravalgte jeg alle 3 runder varmtvandsbassin. Ikke fordi jeg ikke havde lyst, men fordi jeg ved at det udmatter mig fuldstændig.
Jeg vurderede at, jeg hellere ville bruge min energi på at lære nye ting. Og hvor er jeg glad for jeg deltog i alt!
Jeg har lært, at jeg godt kan ”træne” uden at hade det! Det er vist nr 1 af gode læringer.
Nr 2 er den nyfundende forståelse for mine ’skøre øjne’, tinnitus, migræne og lysoverfølsomhed. Det er alt sammen nakken der laver ballade. Og det kan der gøres noget ved! Jeg er lykkelig!
Nr 3 er at jeg nu ved jeg skal have mig en el-cykel, på den ene eller den anden måde.
Nr 4 er at jeg bør lave styrketræning MEN at min krop, mit bindevæv, alt det inden i, slet ikke er klar til at lave styrketræning. Først skal jeg have en meget bedre bevægelighed…
Det er fedt at forstå sammenhængene bedre. Jeg stiller generelt mange spørgsmål, men her gav det virkelig pote, at spørge; også om dumme ting.
Det er dog en lille smule deprimerende at, der er lang vej, måske en uendelig lang vej, før jeg kan gøre noget der styrker min krop. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om jeg overhovedet kan nå dertil…
Jeg ved man kan nå langt med hårdt arbejde, men kan jeg nå langt nok?!
Mit energiniveau bliver jo ikke større, bare fordi jeg beslutter mig for at lave øvelser. Hverdagen skal jo stadig hænge sammen.
Også er der det med motivationen, som man for øvrigt også bliver undervist i.
Jeg håber at jeg, ved at have købt udstyret til at komme hurtigt i gang herhjemme, bliver motiveret. Jeg tænker at det kunne blive svært, hvis der går for lang tid.
Jeg forestiller mig, at jeg skal lave en session lige når jeg står op, så skal jeg lave en eller anden øvelse, hver gang jeg kommer i tanke om det, også en session inden jeg går i seng. En rutine!
Med det fantastiske vejr vi har haft, mens jeg har været afsted, føltes opholdet på en måde som en ferie. Ja det var skide hårdt og det var tydeligt at se, som dagene gik at alle blev mere og mere trætte og udmattede. Men humøret fejlede ikke noget!
Det var faktisk en lettere luksuriøs oplevelse. Èt var at bo i SÅ sindsygt flotte omgivelser, med natur, strand og en lille hyggelig by. Et andet var Sano-centerets flotte bygninger, der fik en til at føle sig som en rigmandsdatter med tjenestefolk (det var der altså ikke). Og noget andet var lækre sunde måltider serveret på klokkeslet 3 gange om dagen! OG sunde lækre mellemmåltider. Gratis kaffe og fantastisk personale!
Jeg vil virkelig varmt anbefale ALLE med bøvler med kroppen et ophold på Sano!
Deres terapeuter er mega dygtige, de ved hvad de har med at gøre!
Det er, på trods af træning og træthed overskueligt og man føler sig vel tilpas. De er gode til at minde en om, at man skal huske grænsen.
Jeres læger og reumatologer kan hjælpe Jer med at søge om ophold på Sano.
Påstår de, at de ikke ved noget om det, kan du hilse og sige at det ikke er sandt! Alle læger har modtaget fysisk info om Sano-centrene.
Sørg for, at få udfyldt ansøgningen så grundigt, som muligt, det er Sano der skal vurderer om du kan få en plads.
Har du lommen fuld af guld, så er det bare med at booke og komme afsted!
Jeg skal afsted i 4 uger… På et tidspunkt.
Alt skal lige hænge sammen, men der er ingen tvivl om, at jeg søger, så snart jeg har nogle ting på plads!

Find Info om Sano HER!

 

 

 

Du kan måske også godt lide

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.