kroniskliv.dk

Jeg vender et blad…

Da jeg i 2014 åbnede min virksomhed var det vildeste i hele verden at få cvr nummeret, det betød ligesom at det var virkelighed og at eventyret for alvor kunne begynde…

Da jeg gik i gang med hele mit projekt om at åbne et galleri, vidste jeg ikke at det ville blive min hylde. Jeg kunne mærke at arbejdet med at starte noget op var rigtig godt til mig. Noget jeg endda var rigtig god til.
Med en hjerne der ofte skriger efter udfordringer og et kreativt sind, gav det bare så god mening at gøre tingene selv, OGSÅ selvom bøgerne og eksperterne ofte sagde jeg gjorde det forkert.
Jeg har gang på gang fået tingene til at virke på min helt egen måde. Jeg tør kaste mig over ting jeg ikke ved noget som helst om!
Det største kompliment jeg nogensinde har fået, er en venindes ord om, at jeg er modig frem for ubeslutsom og utålmodig med de ting jeg kaster mig ud i. De ord har jeg taget med mig, for de giver mig en eller anden form for styrke, når jeg tænker at jeg er ved at give op på noget eller finder det kedeligt.

Da jeg i 2016 lå indlagt med en kollapset lunge blev jeg ringet op af en mand fra kommunen, som brokkede sig over at jeg havde en virksomhed stående i mit navn. Han bad min om at få den lukket og jeg sagde bare ja, var indlagt og havde helt ærligt hovedet et andet sted!
Hans må til gengæld have været oppe i hans ….
Han vidste ikke at det var planlagt, men alligevel.
Det skal siges at butikken aldrig har tjent en eneste krone og at jeg hver måned skulle indberette de 0 kroner til kommunen, før jeg kunne få udbetalt min ydelse. Det var ærligt, mega besværligt i rigtig lang tid, men hvad kunne jeg gøre…
Jeg lukkede butikken i juni 2016 og har siden ikke kunne få mig til at lukke virksomheden rigtigt. Det har flere gange givet mig problemer, men i dag er jeg blevet gjort opmærksom på en ting, som der ikke er nogen vej udenom…

Derfor har jeg i dag lukket min virksomhed på papiret. Siden jeg lukkede butikken har jeg holdt ved tanken om, at måske en dag…
Det føltes og føles forkert at lukke rigtigt. Det er åndsvagt, for ingen andre end mig mærker jo at papiret ikke er revet over.
Jeg har en fornemmelse af, at et lille stykke af mig dør, det lyder så dramatisk, men det er en følelse af, at noget bliver lukket for evigt.
Jeg kommer til at tænke på om jeg er nød til at lukke facebooksiden helt og slette instagramkontoen, det bør jeg jo nok… Der er jo ikke aktivitet og har ikke været det længe. Måååååske tager jeg det i etapper.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.