kroniskliv.dk

Hvorfor kan jeg ikke mærke det?

I morgen er dagen, hvor mit liv bliver afgjort. Sådan har jeg mange gange refereret til rehabiliteringsteamets afgørelse.

Jeg har gennem mit forløb i kommunen, mit ressourceforløb, oplevet mine følelser og min reaktion være dulmet, være helt på spidsen og et sted midt i mellem.
Det har mange gange føltes klaustrofobisk, altafgørende og til tider fuldstændig ligegyldigt!
Jeg har svært ved at huske det klart, men jeg kan gå tilbage i mine Instagram indlæg og læse, at jeg, især i vinters, havde det helt forfærdeligt.
I en lang periode følte jeg at forløbet var meningsløst, jeg følte at jeg var nød til at kæmpe for min ret og at jeg blev modarbejdet hele tiden.
Jeg skriver på et tidspunkt, at jeg føler mit liv er en stor pauseknap fra livet og det føles som om alt er gået helt i stå.
Jeg skriver at liv ikke føles som liv plejede at gøre, at jeg ikke kan andet end at vente… vente på systemets afgørelse om MIT liv.
Det var slet ikke en sjov tid, men mens jeg var i det, opdagede jeg ikke hvor ondt det gjorde mig.
Jeg brugte ofte tid på, at tænke over hvem jeg egentlig var og ville blive på den anden side at det hele.
Der er ingen tvivl om at en del er mig er forsvundet i den her proces! Det er hårdt. Det er hårdt fordi det ikke er selve sygdommen, der er synderen, men det der sker og er nød til at ske på grund af sygdommen.
Jeg har mange gange følt mig tom, uden helt at være det eller kunne mærke det.
For mig, er det at have projekter og udfolde idéer, det er holder mig i gang og i live. Jeg er en skaber og går på en måde i hi, hvis ikke jeg har noget at give mig til.
Der var en lang periode, hvor jeg følte at jeg ikke kunne tænke en eneste kreativ tanke. Lige meget hvor meget jeg gerne ville, så var der helt tomt. Det er ikke mig.
Jeg tog selv beslutningen om, at det var nød til at være nu -det med kommunen og indrømmet, min tillid var og er ikke specielt stor, fordi jeg desværre før har oplevet ikke at blive korrekt behandlet OG haft min brors sag i tankerne, den kører på noget der ligner 14, år. Det er svært at være tillidsfuld…
En af årsagerne til at det har været svært for mig, er mig.
Jeg har en mening om det meste og jeg er ekstremt nysgerrig og interesseret -især når det kommer til mig selv.
Jeg har blandet mig i alt hvad jeg kunne komme til, jeg har givet udtryk for min mening, så pænt jeg har lært og jeg har brugt min erfaring om min sygdom, min krops grænser og mit sind, i håb om, at de ville forstå.
Desværre følte jeg i lang tid at jeg slet ikke blev forstået, faktisk følte jeg at jeg blev modarbejdet.
Jeg tror der skete noget i mit humør og mine følelser, da jeg fik lov at dele min historie. Turen i Folketinget og Gigtforeninges podcast, tror jeg var startskuddet til et større overskud.
Og da jeg selv gik i gang med podcast og blog, følte jeg at jeg havde noget der var for mig, noget der gjorde mig glad.
Der var og er stadig mange dage, hvor jeg føler mig en smule ensom og min rastløshed går i selvsving. Især på det seneste har jeg haft svært ved at acceptere min rastløshed.
Min mor sagde for ikke så længe siden, at hun havde gået og frygtet min mentale tilstand i vinters. Når jeg læser mine indlæg, kan jeg godt forstå hende.
Jeg tror dog at jeg er kommet frem til, at jeg er et af de mennesker, hvor lykken kommer i bølger. Jeg har tendens til at blive lidt indelukket og smådeprimeret om vinteren og det er fair nok. Jeg har altid kunne håndtere det.
Situationen var en helt anden i år, men jeg har en uovervindelig evne til at komme videre, til ikke at tage det hele i rygsækken. Måske er det min elendige hukommelse 😀
Nå men det var en lang smøre, for at komme frem til det overskriften hentyder til.
De sidste måneder har jeg haft det godt, lykken vil jeg give en solid 7’er i gennemsnit, jeg har følt mig nogenlunde fri og til tider glemt det hele… Næsten da.
Da jeg fik indkaldelsen til rehabiliteringsmødet kunne jeg mærke suget i maven, glæden ved endelig at have en dato. Jeg gav besked til de nærmeste i et humør der minder mig om jul som barn.
Når jeg siger det højt nu, er det lidt som om det er blevet en replik. ¨Det er SÅ fedt endelig at have en dato, det er SÅ spændende¨.
Det er det virkelig også, men jeg kan ikke mærke det. Hvorfor kan jeg ikke mærke det?

Er jeg så bedøvet af tiden i systemet, at jeg ikke kan føle det jeg ved, jeg burde føle. Eller forstår jeg det simpelthen bare ikke?

Jeg kan mærke en følelse af klaustrofobi, når jeg tænker på at vende tilbage i ressourceforløb, en følelse af afmagt og tomhed.

Jeg synes helt ærligt at jeg fortjener fred, så jeg kan få gang i mit liv.

Kryds fingre for mig i morgen kl 12.45 <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.